Referat fra den ordinære

generalforsamling

i foreningen MusikerPosten marts 2004

Afholdt på foreningens postliste 7.-21. marts 2004.

1. Valg af dirigent:
Bestyrelsen foreslog Paul Francis. Og flere andre havde rigtig mange forslag. Efter at alle de foreslåede havde takket nej, blev Paul valgt uden modkandidater.

2. Beretning for det forløbne år
Formanden Anette Faarborg aflagde beretningen.

3. Godkendelse af det reviderede regnskab
Kassereren Tommy Jo fremlagde det reviderede regnskab.

Regnskabet ligger her . Ved at klikke på "detaljer" eller "bilag" kan man se alle posteringer i henholdsvis konto- og bilagsorden. Ved at klikke på bilagsnumrene kan man se de enkelte bilag.

Der er et underskud på 265.78 kr - men det gør ikke noget, der er penge nok på kontoen til det næste år.

Regnskabteknisk er beholdninger positive, det er det der under status hedder aktiver. For at få det til at passe så er indtægter i driften med negativt fortegn, det kan forvirre, men sådan er det.

Regnskabet blev godkendt.

4. Godkendelse af budget
Kassereren Tommy Jo fremlagde budgettet.
Budgettet blev godkendt.

5. Behandling af eventuelle forslag
1. forslag:

Vedtægternes § 6 afsnit 3, 2. punktum lyder:

"Forslag, der ønskes behandlet under punkt 5, må være sendt til bestyrelsen senest den 15. februar. Hvert medlem har 1 stemme. Ved afstemninger udpeger dirigenten mindst to stemmetællere, og bekendtgør disses Email adresse til postlisten. Afsteminger foregår ved, at medlemmerne sender en mail indeholdende en stemme direkte til stemmetællernes Email adresse. Hver stemmetæller bekræfter modtagelsen af stemmen med en mail til hver stemmeafgiver med kopi til den/de andre stemmetællere. Dirigenten fastlægger hvor lang tid afstemninger løber, dog skal der mindst gå 24 timer fra en afstemning udskives til den slutter. Tilsvarende skal der gå mindst 24 timer uden at nogen begærer afstemning eller stiller ændringsforslag før et forslag er vedtaget."

Bestyrelsen foreslår at tilføje dette til punktet:

"Bestyrelsen kan vælge at foretage afstemninger ved hjælp af et afstemningsprogram, hvis dette indebærer en tilsvarende eller højere sikkerhed end den ovenfor beskrevne metode."

Der var noget debat om hvordan og hvorvidt stemmeprocenten skulle offentliggøres løbende, men herefter blev forslaget vedtaget uden at nogen ønskede afstemning.

2. forslag:
Bestyrelsen foreslår:

§ 1 ændres fra: "Foreningens formål er at drive postliste på Internet, hvor der kan drøftes emner, der er musikrelaterede og fælles for medlemmerne."
§ 1 ændres til: "Foreningens formål er at drive postlister på Internet."

§ 6 afsnit 1, 1. punktum ændres fra: "Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed, og foregår på foreningens postliste."
§ 6 afsnit 1, 1. punktum ændres til: "Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed, og foregår på en af foreningens postlister."

§ 6 afsnit 1, 3. punktum ændres fra: "Indkaldelse til såvel ordinær som ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 10 dages varsel ved udsendelse af dagsorden til alle medlemmerne på postlisten."
§ 6 afsnit 1, 3. punktum ændres til: "Indkaldelse til såvel ordinær som ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 10 dages varsel ved udsendelse af dagsorden til alle medlemmerne, med angivelse af hvilken postliste bestyrelsen har valgt hertil."

§ 5 2. punktum ændres fra: "Årsregnskabet skal indeholde resultatopgørelse og balance pr. 31. december og sendes til alle medlemmer via postlisten inden den ordinære generalforsamling."
§ 5 2. punktum ændres til: "Årsregnskabet skal indeholde resultatopgørelse og balance pr. 31. december og sendes til alle medlemmer inden den ordinære generalforsamling."

Det var en del bekymring om, hvorvidt generalforsamlingen så ville blive holdt på en liste hvor ikke alle var med, og man således kunne blive tvunget på en liste der ikke havde ens interesse. Sluttelig blev forslaget dog vedtaget uden at nogen ønskede afstemning.

6. Valg af 2 henholdsvis 3 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter
På valg til bestyrelsen var: Anette Faarborg og Kim Visti

På valg som suppleanter er: Ole Valentin (fratrådt) og Benny Nissen

De blev alle genvalgt uden modkandidater. Den ledige suppleantpost blev ikke besat.

7. Valg af 1 revisor og 1 suppleant
På valg var Henrik Lundby som revisor og Bent Flemming Nielsen som revisorsuppleant.
De blev begge genvalgt uden modkandidater.

8. Eventuelt
Der var ingenting til punktet.

Formanden sluttede med dette:

Blot lige et par ord til at runde af Først en stor tak til Paul Francis der har styret generalforsamlingen på forbilledlig vis - skal vi ikke lige give ham en stor hånd? KLAP KLAP KLAP!!!!

Og tak til de fleste af jer andre for god debat og deltagelse. Ole H og Åge lærer det nok til næste gang :o) - måske. ( er der en der gider vække Ole inden vi går hjem? )

Tak for genvalgene. Bestyrelsen håber at vi alle sammen fortsat kan blive ved med at udvikle Postens lister og dermed øge sammenholdet og hjælpen til hinanden på tværs af både gamle og nye kommunegrænser. Der er altid lyttere til gode forslag på kontakt@musikerposten.dk

Pas godt på hinanden og spil pænt derude

På bestyrelsen vegne

Anette Formand foreningen Musikerposten