Referat fra den ordinære

generalforsamling

i foreningen MusikerPosten marts 2003

Afholdt på foreningens postliste 2.-19. marts 2003.

1. Valg af dirigent:
Freddy Dalby blev valgt uden modkandidat.

2. Beretning for det forløbne år
Formanden Anette Faarborg aflagde beretningen.

3. Godkendelse af det reviderede regnskab
Kassereren Tommy Jo fremlagde det reviderede regnskab.

Regnskabet ligger her: http://www.musikerposten.dk/regnskab/2002/mpregn2002b.htm Ved at klikke på "detaljer" eller "bilag" kan man se alle posteringer i henholdsvis konto- og bilagsorden. Ved at klikke på bilagsnumrene kan man se de enkelte bilag.

Der er et overskud på 1.466,87 kr og det skyldes først og fremmest at vi har fået en masse gode betalende sponsorer på www.musikerposten.dk - tak til dem alle.

De 232 kr af overskuddet kommer af at MusikerPostenFesten i 2002 kom ind under foreningen. Det skyldes nok især at der var personsammenfald mellem bestyrelsen og festjuntaen, men det er ellers ikke meningen at festerne skal ind over regnskabet. Festen i 2003 er da også kørt helt selvstændigt af Kenneth, og kommer ikke til at fremgå af regnskabet for 2003.

Udgifterne er alle gebyrer til banken på 477 kr. At der ikke er andre udgifter kan vi takke vores hovedsponsor www.kleinweb.dk alias Daniel for. Daniel stiller gratis postliste og serverplads til rådighed for os. Lad os råbe et hurra for ham: 3 korte og det lange: Hurra, hurra, hurra, hurraaaaaa (pokkers - nu vækkede vi Ole, så nu skal vi nok have åbnet vinduet til kulden igen :-) )

Regnskabteknisk er beholdninger positive, det er det der under status hedder aktiver. For at få det til at passe så er indtægter i driften med negativt fortegn, det kan forvirre, men sådan er det.

Regnskabet blev godkendt.

4. Godkendelse af budget
Kassereren Tommy Jo fremlagde budgettet.
Budgettet blev godkendt.

5. Behandling af eventuelle forslag

Bestyrelsen har modtaget dette forslag fra Gert E Sørensen:

Da konteksten (ordsammensætningen) er forkert i §1: "Foreningens formål er at drive postliste på Internet, hvor der kan drøftes emner, der er særlige og fælles for medlemmerne." Forslår jeg hermed at §1 ændres til: "Foreningens formål er at drive en postliste på Internet, hvor der kan drøftes emner, der er musikrelaterede og fælles for medlemmerne." , eller: "Foreningens formål er at drive en postliste på Internet, hvor der kan drøftes emner, der er fælles for medlemmerne."

Bestyrelsen har kontaktet Dansk Sprognævn, og de er enige med Gert i at formuleringen ikke er heldig. Omvendt er der vel ingen som ikke med en anelse god vilje, kan forstå betydningen af sætningen i sin nuværende ordlyd: "Foreningens formål er at drive postliste på Internet, hvor der kan drøftes emner, der er særlige og fælles for medlemmerne." Bestyrelsen synes vi skal lade den stå som den er, der er ingen grund til at lave noget om, bare for at lave det om. Og i fald den absolut SKAL ændres vil vi foreslå at det blot er det lille ord "særlige" der ændres til "specielle" så der kommer til at stå: "Foreningens formål er at drive postliste på Internet, hvor der kan drøftes emner, der er specielle og fælles for medlemmerne." På bestyrelsens vegne Anette

Jeg vil stille det ændringsforslag: At ordet -SÆRLIGE- erstattes med ordet -RELEVANTE-. MVH Dines Kærgård

Lang debat for og imod

her er et nyt forslag,det skulle gøre alle glade. "Foreningens formål er at drive postliste på Internet, hvor der kan drøftes emner, der er særlige/musikrelateret og fælles for medlemmerne." Hilsen Keld Hansen

Dirigenten: Når kl. bliver 13.35, er der gået et døgn siden Gert´s forslag blev fremlagt. Forslaget har været til debat - og da Gert ikke har trukket forslaget - vil det blive sat til afstemning. Forslaget lyder: Ændring af vedtægternes § 1 til: "Foreningens formål er at drive en postliste på Internet, hvor der kan drøftes emner, der er musikrelaterede og fælles for medlemmerne." , eller: "Foreningens formål er at drive en postliste på Internet, hvor der kan drøftes emner, der er fælles for medlemmerne." Da der reelt er tale om to forskellige forslag, stemmes der først om : "Foreningens formål er at drive en postliste på Internet, hvor der kan drøftes emner, der er musikrelaterede og fælles for medlemmerne." Jeg skal anmode to frivillige om at melde sig som stemmetællere - dette er nødvendigt for, at afstemningen kan foregå efter vedtægterne. Desværre foreskriver vedtægterne ikke noget om majoritet - så vedtagelse eller forkastelse vil foregå efter almindeligt flertal. Ændringsforslag (modforslag) vil kun blive bragt til afstemning, hvis første forslag forkastes. Afstemningen løber fra d.d. - når to stemmetællerede har meldt sig - dog tidligst fra kl. 13.35 - og frem til tirsdag kl. 13.35

Ole Heden: Med fare for at for alvor at blive kaldt kvæulant kunne jeg komme med at forslag der hedder: "Foreningens formål er at drive en postliste på Internet, hvor der kan drøftes emner, der er relateret til udøvelse af (levende)?musik".

Ole Heden og René Setling blev valgt til stemmetællere.

Dirigenten: Da foreningens vedtægter er noget mangelfulde hvad angår afstemningsprocedure, har bestyrelsen og dirigenten besluttet, at lade afstemningen foregå som følger: Afstemningen starter nu - og afsluttes tirsdag kl. 16.00. Stemmeseddel - - - - - - - - - - Der stemmes om ordlyden af vedtægternes §1. Det forslag du synes bedst om giver du 3 stemmer det næste bedste giver du 2 stemmer Det næste 1 stemme og det sidste 0 Når du har stemt sender du din stemmeseddel til Ole Heden hedenmusik@vip.cybercity.dk eller Rene Setling rene@setling.dk Disse to stemmetællere udveksler stemmesedler med hinanden, så der krydstjekkes. ----------------------------------------------------- Nuværende ordlyd af §1 "Foreningens formål er at drive postliste på Internet, hvor der kan drøftes emner, der er særlige og fælles for medlemmerne." Gert E Sørensen foreslog følgende , hvor ved ordlyden af §1 fremover kan blive (1) Foreningens formål er at drive en postliste på Internet, hvor der kan drøftes emner, der er musikrelaterede og fælles for medlemmerne." , Antal stemmer______________ eller: (2 ) "Foreningens formål er at drive en postliste på Internet, hvor der kan drøftes emner, der er fælles for medlemmerne." Antal stemmer________________ Gert E Sørensen har skrevet at han kan tilslutte sig bestyrelsens forslag. Bestyrelsen foreslog at ændre ordet "Særlige" til ordet "Specielle"..så ordlyden kan fremover være: (3) " Foreningens formål er at drive postliste på Internettet, hvor der kan drøftes emner, der er specielle og fælles for medlemmerne." Antal stemmer____________________ Dines Kærgård foreslår at ændre ordet "særlige"med ordet "relevante", dermed kan ordlyden fremover være (4) " Foreningens formål er at drive postliste på Internettet, hvor der kan drøftes emner, der er relevante og fælles for medlemmerne." Antal stemmer__________________________ Freddy Dalby og Keld Hansen har trukket deres forslag. ---------------------------------------------------------- Husk at rette i adresselinien inden du sender din stemmeseddel, så den lander hos en stemmetæller og ikke på Posten.

Ved en fejl blev bestyrelsens forslag om uændret ordlyd altså ikke medtaget.

Resultat af afstemning ang. § 1 (1): 54 (2): 23 (3): 47 (4): 44 Afgivet 30 stemmer heraf 2 ugyldige. Med hilsen Stemmetællerne Ole Heden og René Setling

Forslag 2:

Bestyrelsen har modtaget følgende forslag fra Niels Nielsen: ------------------------ Jeg mener vedtægter og regler skal være som de er men det ville være rart hvis de lange diskussioner om et emne kunne foregå på Musikerpostens chat. Vi kunne så undgå de dage hvor der kommer rigtig mange mails om bare et emne. Der er mange emner som ikke rigtig hører til på Musikerposten, men som alligevel optager mange medlemmer. Kunne man ikke på under hjemmesiden www.musikerposten.dk lave en side med "ofte stillede spørgsmål", en FAQ eller et forum man kunne skrive til med sine spørgsmål og få svar, på samme måde som man gør i nyhedsgrupper. Altså hvor svarene ikke bliver sendt ud til hver enkelt medlem i en mail, men en side hvor man kan læse svarene. Der kunne man så finde svar på sine spørgsmål om biler, mobiltelefoner, Outlook, hjemmesider og andet som ikke direkte handler om musik

Der var debat om forslaget, hvorefter Niels Nielsen trak sit forslag tilbage. Herefter var der debat om hvorvidt han nu også kunne det, når forslaget var fremsat.

Forslag 3:

Til bestyrelsen. Forslag Jeg synes, at det kunne være rart hvis man kunne gå índ på musikerposten ( selvfølgelige kun via sit password) og se hvem der en med på posten Jeg synes, at det kunne være interessant at se: - navn - evt. adresse - tlf. nr. - e mail - evt. www - adresse - hvilke instrumenter man spiller på. Så kunne man nemmere kontakte de enkelte direkte uden at belaste posten. Det er jo næsten de oplysninger man opgiver ved indmeldelsen. Andreas B. Lauridsen

Lang debat om lovligheden ved at lave sådan en liste.

Dirigenten: Så er stemmerne optalt vedrørende Andreas forslag. Der er afgivel 19 stemmer 1 stemte for - 18 imod. Forslaget er forkastet.

6. Valg af 2 henholdsvis 3 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter
På valg til bestyrelsen var: Tommy Jo, Flemming Både og Daniel Stjernholm Andersen.
På valg til bestyrelsessuppleant var Ole Valentin.
De blev alle genvalgt uden modkandidater.

7. Valg af 1 revisor og 1 suppleant
På valg var René Setling som revisor og Bjarne Stensgaard som revisorsuppleant.
De blev begge genvalgt uden modkandidater.

8. Eventuelt
Der var ingenting til punktet.

Formanden sluttede med dette:
Først en stor tak til Freddy Dalby for - igen i år - at tage så nydeligt vare på det byrdefulde hverv som dirigent. Skal vi ikke lige give ham en hånd? KLAP KLAP KLAP KLAP !!!!! :o))

Dernæst vil jeg gerne, på vegne af de genvalgte i bestyrelsen samt revisorer, takke mange gange for tilliden, som vi alle vil gøre vores bedste for at leve op til.

Det har været en god generalforsamling med masser af gode argumenter for og imod de stillede forslag. Der har været en god tone, god saglighed og en større deltagelse en vanligt. Det er jo rart, for så kan vi i bestyrelsen jo se at det også ligger nogen af Jer på sinde hvordan dette lille hjørne af Cyberspace fungerer.

Dette var så den 3. ordinære generalforsamling i Musikerpostens historie.

Bestyrelsen håber at I sammen med os, vil være med til at gøre Musikerposten til det suverænt fedeste sted i den store web-verden. Et sted hvor vi kan hjælpe hinanden og hente hjælp hos hinanden. Et sted hvor vi kan dele de sorger og glæder, der nu følger med jobbet som musiker. Lad bare de andre ude i virkelighed beholde deres fordomme.

Bliv ved med at sende gode forslag til nye tiltag til bestyrelsen på kontakt@musikerposten.dk

Og så lige et længe leve foreningen Musikerposten Hurra Hurra Hurra det lange Hurraaaaaahh og det korte HUu... Tak for denne gang.........:o))

På bestyrelsen vegne

Anette Formand foreningen Musikerposten