Bestyrelsens beretning for 2006
-- - - - - - - - - - - - - - -
Da vi i oktober 2000 var nogle stykker der fandt sammen om at skabe
foreningen Musikerposten, forestillede vi os nok aldrig at foreningen skulle
udvikle sig som den har gjort på de 6½ år der er gået siden da.
Musikerposten er ikke bare en udveksling af nyheder og musikmateriale og en
kvalificeret ERFAgruppe man kan trække på, men også en stor gruppe kolleger
fordelt på hele landet, med alt hvad det indebærer at både godt og skidt at
have kolleger, i en branche hvor mange af os arbejder alene.
Der bliver grinet,skældt ud, råbt, jublet, rost, irettesat, smilet og
trøstet på Posten - og sådan skal det bare være.
Af og til er der desværre enkelte der bare ikke vil finde sig i at der er
nogle regler vi på Posten har vedtaget for god opførsel. Nogle som mener at
de ved bedre selv.
Det gør de sikkert også - men det er bare ikke det der er besluttet af
Musikerpostens generalforsamling, og derfor dur det bare ikke at være
individualist lige på de områder. I de sidste måneder er der skudt voldsomt
på bestyrelsen og det er rigtig trist, fordi det ødelægger stemningen på
Postens lister og endnu mere trist fordi anklagerne ikke har hold i
virkeligheden. Det har kostet et par medlemmer nogle uger på personligt
hold, hvor deres mails til listerne først kommer igennem , når et medlem af
bestyrelsen har læst mailen og godkendt den. Der er jo ingen fra bestyrelsen
der sidder ved computteren hele tiden, så det kan give nogle enerverende
lange ventetider før mailen kommer frem, når man er på personligt hold - men
det er den eneste sanktions mulighed bestyrelsen har, medmindre der skal
gribes til karantæne fra første fejltrin.
Det stjæler rigtig meget tid fra bestyrelsens medlemmer , masser af
skriverier privat med den formastelige - men vi når oftest frem til en
fælles forståelse.
Men i to tilfælde i det forløbne år, er det ikke lykkedes trods utallige
mails at få et medlem til at indordne sig under reglerne, den ene fik sidste
år en uges karantæne for ustandseligt at ville irettesætte andre, og den
den anden har netop fået en af de længste karantæner vi har givet endnu, for
i talrige tilfælde at lange ud efter andre og skabe dårlig stemning. Og ikke
mindst ikke at ville forstå at der gælder de samme regler for ham, som for
alle andre.
Nok om det nu. Vi håber det går over, eller at vi sammen her på
generalforsamlingen måske kan komme frem til andre ideer til at køre
listerne videre. Vi har i bestyrelsen drøftet at udvide MusikerPostens med
et debatforum ligsom det der er på www.trommeslageren.dk. Ikke som
erstatning for postlisterne, med som et supplement. Men vi er endnu ikke
enige i bestyrelsen om hvorvidt det er en god idé. Så lad os høre jeres
mening om det, og lad og også gerne høre hvis I har andre idéer til
forbedring af MusikerPosten.
2006 var et relativt stille år på Posten. Ikke at postmængden bliver mindre
af den grund, men der var ikke de store nyheder eller nye tiltag.
Bestyrelsen har tænkt og diskutere mange ideer; men det er svært at blive
enige, om at ændre Posten, som jo kører godt som den gør.
Medlemslisten fungerer fint, og bliver flittigt brugt, så hvis du endnu ikke
har fået dit kontrafej på listen, så skynd dig at få oprettet din profil, på
www.musikerposten.dk - og husk at skrive en flot præsentation af dig selv
overfor dine kolleger. Ikke som den du skriver til dine kunder, kunderne kan
ikke læse med på den medlemsliste.
Jeg slutte med at takke jer alle for et godt år på Posten. Jeg håber det
kommende år bliver lige så smilende.
Også en stor tak til resten af bestyrelsen for aldrigt svigtende ildhu,
entusiasme, godt samarbejde og mange gode snakker og samvær i løbet af året.
Benny Nissen valgte at trække sig ud af bestyrelsen, i efteråret. Tak for
indsatsen og for dine mange gode ideer, Benny. Også tak til Flemming Både,
som overtog bestyrelsepladsen.
En sidste, men absolut ikke mindst kæmpe tak til Daniel Stjernholm, Klein
Web som endnu et år gratis har hostet Musikerposten, og som troligt kæmper
med serverne, selv når alverdens spammere overfalder Postens adresser, så
slipper intet gennem alligevel. Det sløver systemet og stakkels Daniel
lytter pænt til vores brok og beklagelser når vi får abstinenser af at vente
på vores mails. Tak , Daniel - du er en supermand.
På bestyrelsens vegne
Anette