Hej Alle
2005 blev året hvor vi rundede det magiske medlemstal på 300. Vi har i et par
år ligget lige under, men i år nåede vi det.Ikke at mange medlemmer er et mål i
sig selv, men det er da dejligt at så mange musikere finder at de kan bruge
Foreningen Musikerposten, både til praktisk hjælp med alt til faget hørende og
for mange af os, også til socialt samvær med kolleger rundt i hele landet.
Nyheder på Posten i 2005.
Medlemslisten med billeder og præsentation, blev efter mange snakker i
bestyrelsen sat i værk.Mange havde efterlyst et sted hvor man kunne se hvem man
skriver til, finde en mail adresse eller telefonnummer. I første omgang kunne
det jo så ses at medlemmerne valgte at bruge siden, som en gratis salgsside -
det var ikke meningen. Derfor blev siden lukket for offentlig tilgang, i håbet
om at I hver især vil skrive en mere personlig præsentation.
2005 er ellers gået i sit sædvanlige relativt rolige tempo. I store træk har det
kun være de samme småproblemer som bestyrelsen har kæmpet med de senere år.
Enkelte kan ikke finde ud af at begrænse reklamemængden til en gang om måneden,
og endnu færre kan ikke finde ud af at skrive konstruktivt og ordentligt om
kolleger.
Lad os lige repetere reklamereglerne: Når man driver forretning, enten ude i
virkeligheden eller på nettet er det kun tilladt at reklamere for sine
produkter EN gang om måneden, og kun med [reklame] i emnelinien.Dette gælder
på begge mailinglister.Denne begrænsning i reklamemængden er for at begrænse
mailmængden på listerne, undgå spam og for at undgå priskrig blandt de i
forvejen hårdt trængte musikforretninger. Musikinstrumenter, PA og andet
musikgrej kan sælges på alle@. Computtere, grafikkort, telefoner og alt det
andet hører til på snak@. Disse private annoncer er også kun nødvendige at
sende en gang om måneden. Har man ikke fået respons, er det fordi der ikke er
interesserede købere. Man behøver ikke sende reklamen igen.
Med hensyn til at skrive konstruktivt: Det er ikke konstruktivt at skrive at
alle musikere i en bestemt landsdel spiller noget gammelt l... fordi man har
hørt et par stykker derfra. Den type generaliseringer er fornærmende, og dermed
ikke acceptable. Det er heller ikke konstruktivt at lege netbetjent og punke
andre medlemmer for ikke at overholde reglerne på posten. Reglerne for hvordan
man gebærder sig på listerne er sat af bestyrelsen og bestyrelsen håndhæver
disse regler. Ingen andre. Det vil kun i sjældne tilfælde være på listerne at
et medlem får en irettesættelse fra bestyrelsen. Vi skriver næsten altid
privat, når en får trådt ved siden af. Det er heller ikke konstruktiv eller
kollegialt at blæse på hvad man skriver på hvilken liste. Der er ca 30-40
medlemmer der ikke ønsker og bliver irriterede over de mange småkommentarer af
mere privat og underholdende karakter, der af og til lifligt flyder til alle@
- det holder ikke, venner. Morsomhederne og private bemærkninger SKAL holdes på
snak@. Det er unødvendigt at genere kolleger bare fordi man lige fik lyst til
en sjov bemærkning.
I bestyrelsen har vi snakket om flere emner i løbet af året. Bl.a om vi skulle
have en midlertidig, ad hoc liste i forbindelse med den nye Tyros II, men det
blev nedstemt, idet forventningen til interessen for det nye keyboard ikke er
så intens som da det første Tyros kom. Den forventning viste sig jo at holde
stik.
Vi har også snakket om at ændre Musikerposten, fra at være mailinglister, til at
være fora, som på f.esk www.aage.dk .Et forum giver mere overblik og holder
emnerne en smule mere i tråd. Foreløbig har bestyrelsen nedstemt forslaget. Vi
mener ikke Musikerposten er klar til at overgå til at være fora. Blandt andet
fordi det netop er mails der kommer til ens egen computter, giver det en mere
personlig kontakt, end det vil gøre at skulle logge på et forum på en
hjemmeside. At skrive direkte til andre musikere er en smule mere forpligtende
end det mere anonyme forum, og giver bedre mulighed for den personlige kontakt,
når der f.eks handles gear eller man står meget langt væk hjemmefra og
pludselig har brug for hjælp.
Bestyrelsen har ikke de store forcromede ideer på bordet til det kommende år,
men har du en idé du mener kan bruges til alles bedste - så skriv endelig til
konktakt@muskerposten.dk
Til slut vil jeg slutte med at takke jer alle for et godt år på Posten, takke
for hjælp, for trøst, for gode råd og for masser af gode grin. Jeg håber det
kommende år bliver lige så smilende.
Også en stor tak til resten af bestyrelsen for aldrigt svigtende ildhu,
entusiasme, godt samarbejde og mange gode snakker og samvær i løbet af året.
Hmm hvad lavede vi egentlig før vi fik Posten?
En sidste, men absolut ikke mindst kæmpe tak til Daniel Stjernholm, Klein Web
som endnu et år gratis har hostet Musikerposten, og som troligt finder sig i
alle vores pladskrævende ideer.
På bestyrelsens vegne
Anette