Året der gik
------------
Der var ikke de store forandringer i 2004 på Musikerposten.
"snak@". kom til at fungere rigtig godt. Snakkelisten har gjort at der har
været færre klager til bestyrelsen fra medlemmer der finder alle@ for
pjattet. De fleste kan godt finde ud af hvad der hører til hvorhenne og er
gode til at flytte til snakkelisten, når der går mailchat i en tråd.
Småskænderierne har bestyrelsen dog ikke helt undgået.
Senest, op til Folketingsvalget, kom et par lidt vel voldsomme politiske
udblæsninger, der truede med at sætte listerne i brand.Det resulterede i et
par karantæner, som udløb i februar.
De allerfleste skærmydsler er opstået fordi enkelte har svært ved at forstå
eller acceptere Musikerpostens regler for bl.a reklame. At det skal markeres
tydeligt i emnelinien når det er en reklamemail og at der kun må sendes en
af slagsen hver måned.
Det er måske heller ikke nemt at forstå når man nu selv mener man har et
kanon godt tilbud til musikere, men som skrevet så ofte før så blev
Musikerposten oprettet i sin tid for netop at UNDGÅ alle de reklamer. Vi er
en attraktiv målgruppe for nogle forhandlere, men det er ikke Musikerpostens
funktion. Musikerposten skal være for kolleger der hjælper hinanden, kvit og
frit, ikke et kræmmermarked.
Reklamereglerne har jævnligt været oppe og vende i bestyrelsen.
Det har også været årsag til sure debatter at der ikke må efterlyses/sendes
Mp3'ere eller andet copyrighted materiale på Postens lister. Bestyrelsens
holdning er at vi må gøre hvad vi kan for at være solidariske med vores mere
kendte kolleger, og dermed købe den musik vi har brug for at lære, for at vi
kan tjene penge ude hos vores kunder. Med de nye musiksteder på nettet som
bilka.dk og mange andre, er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at
købe musikken.
Musikerposten fremover
----------------
Den siddende bestyrelse har ikke de store planer om forandringer i det
kommende år.
Det kunne være sjovt med en hjemmeside hvor dem der har lyst, hver især
kunne præsentere sig selv med foto og nogle få ord. Det er rart at få ansigt
på den/dem man skriver med.Mere om det senere på generalforsamling.
Ellers er det bestyrelsens mål forsat at arbejde for at vores forening
fortsat skal være et rart forum at være med i. Et sted hvor man kan få
hjælp, når man skal bruge det af kolleger der forstår hvilke dilemmaer man
af og til står i. Kolleger at dele glæder og sorger med.
Bestyrelsen vil arbejde for at imødekomme de behov der må opstå blandt
foreningens medlemmer, hen ad vejen
Fest og glade dage...
----------------
Sidste sommers Posttræf i Knebel og Postivalen i Assing Mølleby, var som
altid gode dage, med masser af god musik og god snak med rare kolleger.
Senest blev Den traditionelle årlige Postfest holdt d.28.1.05 i Fårdrup ved
Slagelse.
Festjunta'en, Tommy og Kim, fik et flot arrangement stablet på benene, med
rigtig god tilslutning. Både medlemmer og bedre halvdele deltog i denne
sjove aften og det er jo dejligt at så mange bakker op om de tiltag der
gøres på Musikerpostens sidelinie, for at øge kontakten mellem kolleger -
også ude i det virkelige liv. Igen denne gang var der mange nye ansigter.
Det bliver højt værdsat af alle, for jo bedre vi kender hinanden jo bedre er
vi til at hjælpe hinanden.
Næste sammenkomst bliver formentlig et Posttræf i juni og nok også den
årlige Postival i Assing Mølleby i august.
Tak!
p.b.v.
Anette Faarborg
Formand
Foreningen Musikerposten