Formandens beretning 2002

Allerførst, en stor tak til mine kolleger i bestyrelsen, suppleanter, revisorer og revisorsuppleanter. Nu hvor "Posten" er ved at have fundet sin endelige form, er der kommet lidt mere ro på bestyrelsesmailinglisten, end der var det første år; men når der har været emner til debat på listen, er alle gået til den med krum hals, og stor vilje til at finde brugbare løsninger. Det har været rart at bestyrelsen hver gang, hurtigt har kunnet finde enighed om ethvert emne - selvom der har skullet sluges et par kameler af og til. Stor tak til jer alle for rigtig godt samarbejde. Tommy og Kim har taget sig kærligt af hovedparten af de mange fejlmeldinger der kommer næsten dagligt, også tak til jer begge for indsatsen. Endelig skal en stor tak også lyde til Kleinweb som stadig gavmildt forsyner os med gratis plads på en stabil server.

Vi er pr 21.2.2002 267 tilmeldte i Foreningen Musikerposten. Der kommer stadig mange nye til, det er jo dejligt, men der er også udmeldelser. Jeg har forsøgt at følge op på flere af udmeldelserne, for at finde ud af om der måske var noget vi kunne gøre bedre. De fleste udmeldelser kommer med begrundelserne "har ikke tid til de mange mails" eller " der er for meget social snak blandt folk der kender hinanden". Den første kan vi jo ikke gøre noget ved, men den anden har jeg forsøgt gøre noget ved - blandt andet ved at skrive til medlemmer der flere gange skriver til navngiven person via Posten, mails som ligeså godt kunne være sendt privat. Det er der enkelte der har taget fortrydeligt op, men efter flere skriverier er det lykkedes at opnå enighed :o). Musikerposten er ikke og skal ikke kun være en strengt faglig liste, hvor snakken kun må køre på de rent musiktekniske spørgsmål. Musikerposten skal også være en lille erstatning for det netværk af kolleger, som mange af os i denne branche netop ikke har, fordi vi arbejder alene....dog skal det lige understreges at det primære emne i mails, er og bør være musik.

Aktiviteten på Musikerposten, er stor fra manges side. Vi ser gerne at flere blander sig i debatterne, men det kommer vel. Der har været mange gode debatter, megen hjælp og oceaner af gode råd....og det er jo lige det Musikerposten skal bruges til.

Bestyrelsens arbejde

Ud over det rent administrative arbejde med ind og udmeldelser,fejlmeldinger, velkomstbreve og opdatering af hjemmesiden ( igen tak til Tommy for arbejdet med HP ), har der ikke været de store nye tiltag fra bestyrelsen. Der er gydt olie på oprørte vande et par gange, når debatten er blevet for hektisk på posten. Det kan være svært at forstå hinanden rigtigt når ansigtsudtrykket ikke er med, og man ikke kan se det ironiske glimt i øjet eller det lune smil, og det kan give lidt mundhuggeri. Men ellers går det jo godt i foreningens lille hjørne af webverdenen.

Bestyrelsen har brugt en hel del tid på at vejlede medlemmer gennem pc'ens, af og til irriterende og uigennemskuelige,verden f.eks. hjælp til at lave modtagermappen i postprogrammer og lignende. Som du kan se på Musikerpostens hjemmeside er der nu lagt en nem vejledning i hvordan du kan lave sådan en mappe. Bestyrelsen har også kontaktet og vejledt medlemmer som ikke rigtig har forstået reglerne for brugen af Posten, som feks at det ikke er tilladt at skrive i HTML (På hjemmesiden kan du nu også få vejledning i hvordan du sætter dit postprogram op til kun at sende i ren/almindelig tekst.), at der ikke må sendes copyrightet materiale, at reklamer for egne produkter er i begrænset omfang tilladt, men uden billeder, dog gerne med henvisning til egen website. Vejledningerne bliver oftest taget godt imod og efterfulgt. Er du i tvivl om "færdselsreglerne" så kan de læses på www.musikerposten.dk - og husk altid: Du skriver til over 250 næsten vildt fremmede mennesker, hver gang du skriver, så pli, tålmodighed og humor er en god ting :o)

D.25.1.2002 blev vores årlige traditionelle fest afholdt i Sludstrup, på Sjælland. Ca 30 musikerpostmedlemmer mødte feststemte op og det var dejligt at se at så mange nye havde taget modet til sig og fik sat ansigter på andre gæve musikere. Der bliver skabt mange gode kontakter ved disse fester og ikke mindst inspiration til masser af nye måder at gøre alting på.

Næste års fest bliver afholdt den sidste fredag i januar et sted i Jylland, der er vist ved at samle sig en festjunta i hovedlandet nær Holstebro. Men det hører du meget mere om når det nærmer sig.

Tak.

Anette Faarborg
Formand
Foreningen Musikerposten